Vi har aldrig oplevet en mere velstruktureret, opryddet og ordentlig entreprenør virksomhed end ATZ A/S.

På ATZ A/S lager - fyldt med maskiner og produkter til brug for kloakarbejde - er der mere rent og opryddet end hos vores nabo der er tandlæge.

Denne struktur og ordentlighed skinner igennem i regnskaberne, i kunderelationerne, i forholdet til leverandører og i forhold til den gode stab af stabile medarbejdere. IT systemerne er velkørende og der er ualmindelig godt styr på hver en detalje.

I spidsen for det hele står Ronnie Marsengo. Ronnie er med egne ord “bare en dum kloakmester der har været heldig”…. Vi ved ikke om Ronnie har været heldig - men dum det er han dæleme ikke! Ronnie er flittig, dygtig, stædig, modig, omhyggelig, velstruktureret og ordentlig. Ronnie møder på kontoret før alle andre og går hjem senere end nogen anden. For det er Ronnie de seneste år blevet belønnet med nogle imponerende regnskabsmæssige resultater.

Hvorfor sælge så velkørende en virksomhed?

Vi mødte Ronnie første gang i september måned. Ronnie var blevet henvist fra en af vores gode revisions-samarbejdspartnere. Ronnie vidste præcis hvad han ville og var realistisk i forhold til prisforventning og salgsprocessen generelt. 

Ronnie har - i en ung alder - drevet virksomheden til et niveau hvor det er svært at komme videre. Udfordringen med ATZ A/S er, at det er svært at forestille sig en ny ejer kan drive virksomheden markant bedre end Ronnie. Med mindre at virksomheden løftes til et nyt niveau i forhold til størrelse og omsætning. Det vil betyde mere administration og flere af de opgaver som Ronnie allerede har for mange af.

Virksomheden har efter et “spændende salgsforløb” fået ny ejer. Den nye ejer af ATZ A/S hedder pr. 1. juli Anders Berg. Anders er det vi kalder “en arbejdende køber” og Anders blev forelsket i ATZ A/S ved allerførste øjekast. 

Anders tilfører virksomheden de kompetencer og ambitioner der skal til for at løfte virksomheden til næste niveau. Anders har allerede nu onboardet en professionel bestyrelse og vækstplanen er klar. Ved sin side har Anders den bedste støtte han kan ønske sig. Her står Ronnie klar - den næste lange tid - for at sikre den mest succesfulde overdragelse af ejerskabet.

Bag hver en succesfuld mand…

Sarah Marsengo har igennem årene haft styr på mange af de administrative opgaver i ATZ A/S. Opgaver der bestemt ikke har været Ronnies livret. Sarah har koderne til netbanken og til IT-systemerne og vores påstand er, at Sarah er en væsentlig del af Ronnies og ATZ A/S succes. 

Sarah leverede - på bare to dage - komplette og opdaterede informationer til at fylde et standard datarum - det er rekord!

Closing blev gennemført tidlig morgen den 1. juli. Dels fordi det var morgen - og dels for at ære Sarah - havde vi valgt en flaske Palmer & Co Nectar Réserve til closing. Palmer & Co Nectar Réserve er en sødmefuld Champagne fra Reims. Den smager godt - også om morgenen - og er blandt vores egne favoritter. 

Tillykke til Sarah og Ronnie med salget og tillykke til Anders med købet. Det bliver rigtig spændende at følge ATZ A/S i fremtiden. Tak for samarbejdet og tilliden fra både Sælger og Køber.

Salgsprocessen af ATZ A/S tog ca. 9 måneder. De 3 måneder gik med at finde den rette køber - resten af tiden på at opnå en for begge parter tilfredsstillende aftale.